<Ært>>

DER var engang en prins, som ville giftes med en prinsesse; men hun skulle være en rigtig prinsesse. Han rejste over hele verden for at finde en, men ingen steder kunne han få det, han ønskede sig. Der var prinsesser nok, men det var svært at finde ud af, om de var rigtige. Der var altid noget ved dem, der ikke var, som det skulle være. Så kom han hjem igen og var ked af det, for han ville meget gerne have haft en rigtig prinsesse.

En aften kom der et frygteligt uvejr; der var torden og lyn, og regnen væltede ned i strømme. Pludselig hørtes der banken på byporten, og den gamle konge gik hen for at åbne den.

Det var en prinsesse, der stod derude foran porten. Men, du godeste! Sikke et syn regnen og vinden havde fået hende til at se ud. Vandet løb ned fra hendes hår og tøj; det løb ned i skoens tåspidser og ud igen ved hælene. Og alligevel sagde hun, at hun var en rigtig prinsesse.

"Nå, det finder vi snart ud af," tænkte den gamle dronning. Men hun sagde ingenting, gik ind i soveværelset, tog alt sengetøjet af sengen og lagde en ært på bunden; så tog hun tyve madrasser og lagde dem oven på ærten, og så tyve edderdunsmadrasser oven på madrasserne.

På dette måtte prinsessen ligge hele natten. Om morgenen blev hun spurgt, hvordan hun havde sovet.

"Åh, meget slemt!" sagde hun. "Jeg har næsten ikke lukket øjnene hele natten. Gud ved, hvad der var i sengen, men jeg lå på noget hårdt, så jeg er sort og blå over hele kroppen. Det er forfærdeligt!"

Nu vidste de, at hun var en rigtig prinsesse, fordi hun havde mærket ærten lige igennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsmadrasser.

Ingen andre end en rigtig prinsesse kunne være så følsom.

Så tog prinsen hende til sin kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse; og ærten blev sat på museet, hvor den stadig kan ses, hvis ingen har stjålet den.

Der, det er en sand historie.